Thank you.

Det er utroligt så hurtigt tiden er gået. Jeg føler det, som var det igår at jeg ederspændt satte mig ind i bilen og satte kursen mod Bramming for første gang. Men det er det ikke. det er godt 11 måneder siden. Nu sidder jeg her, som gammel elev, og det er først rigtigt gået op for mig nu, at jeg aldrig mere skal tilbage, sådan rigtigt, til Bramming. Det bliver aldrig mere MIT hjem. Nu bliver det nogle andres. Om bare en måned ligger der en ny pige i min gamle seng, edderspændt på alt det der skal overgå hende igennem de kommende 10 måneder.

Jeg så frem til. Jeg levede. Jeg gennemførte.

Det er virkelig vigtigt for mig at understrege, at jo, efterskolelivet er utrolig fedt. Men det er fandme også svært. Man møder en masse medgang, men mindst lige så meget modgang. Man skal bare blive ved med at kæmpe. Et efterskoleår er nok det mest vilde, uforglemmelige, svære, uforståelige, sjove, besværlige og mest fantastiske man kan opleve. Jeg er usigeligt taknemmelig for at mine forældre ville betale så frygteligt mange penge, for at jeg kunne få denne oplevelse med videre i bagagen. Det har været helt igennem fantastisk. Jeg bestemt kommet ud på den anden side som et forandret menneske. Jeg er en bedre version end jeg var for 11 måneder siden. Tak.

Nu prøver jeg at finde en måde at slå hul på den glasklokke, som jeg har levet i de seneste 11 måneder. For nu skal jeg videre. Gymnasiet kalder efter sommerferien, men efterskolen vil altid være en del af mig. Ligemeget hvad jeg laver. Ligemeget hvor jeg ender. 

Tak.

//:Ida